Kan jeg hæve pensionen før tid?
Tilbagekøb betyder, at du ophæver policen før den aftalte pensionsalder og får udbetalt policens værdi.
Hvis du har mulighed for tilbagekøb, bliver tilbagekøbsværdien beregnet ud fra depotet minus gebyr (1.000 kr. fra 2007) minus kursværn (for tiden 0 kr.). Fra dette beløb skal vi typisk trække en afgift til staten på 60 procent af tilbagekøbsværdien, før vi kan udbetale beløbet.
Har du Individuel Kundekapital, indgår den naturligvis i depotet ved tilbagekøb.
Kursværn fratrækkes kun under særlige omstændigheder. Har du en police med investeringsvalg i PFA-Invest eller PFA Unit Link, er der ikke kursværn, men der fratrækkes i stedet negativt afkast.
Omfatter din police en kollektiv ægtefælle-/samleverpension, vil depotet fra dit 54. år blive beregnet ud fra din ægtefælles eller samlevers alder. Har du ingen ægtefælle eller samlever, der kan få ægtefælle-/samleverpension, vil depotet til ægtefællepensionen udgøre 0 kr.
Beregningen af tilbagekøbsværdien sker i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler, der er anmeldt til Finanstilsynet. Det betyder, at reglerne kan ændres.
Hvornår kan du tilbagekøbe policen?
Er policen oprettet efter aftale med din arbejdsgiver, kan den ikke ophæves, så længe du er ansat og omfattet af pensionsaftalen.
Er policen oprettet efter aftale med din arbejdsgiver, er der kun mulighed for tilbagekøb, hvis det er aftalt i pensionsaftalen med din arbejdsgiver.
Tilbagekøb kan eventuelt være betinget af tilfredsstillende helbredsoplysninger. Tilbagekøb skal ske, inden du får din årlige pension udbetalt og inden du fylder 67 år.