Forsikring ved nedsat erhvervsevne
Forsikring ved nedsat erhvervsevne er normalt en del af den pensionsordning, som du har gennem dit arbejde. Den sikrer dig økonomisk hjælp, hvis du får nedsat din erhvervsevne - fx efter sygdom, ulykke eller nedslidning. Du kan ofte tilpasse dækningen efter dine behov.
Sådan dækker forsikring ved nedsat erhvervsevne
Forsikring ved nedsat erhvervsevne kan indeholde flere slags udbetalinger. Hvilke udbetalinger der gælder for dig, er bestemt af den pensionsordning, du er med i.
Invalidepension: Invalidepension er en månedlig udbetaling. Typisk vil du få udbetalt fuld invalidepension, hvis din erhvervsevne er nedsat med mindst 2/3 eller med mindst halvdelen. Det afhænger af din pensionsordning. På nogle pensionsordninger kan du desuden få udbetalt halv invalidepension, hvis din erhvervsevne er nedsat med mellem halvdelen og 2/3.
Fortsat indbetaling til pensionsordningen: Har du ret til invalidepension, kan du på de fleste pensionsordninger få præmiefritagelse. Det betyder, at opsparingen til din pension fortsætter, som om der stadig blev indbetalt til pensionsordningen. Du beholder også dine forsikringsdækninger som fx udbetaling ved kritisk sygdom.
Engangsbeløb: Invalidesum er et engangsbeløb, som du kan få udbetalt, hvis
- din erhvervsevne er varigt nedsat med 2/3 eller mere
- du er under 60 år.
Du kan se, hvordan du er dækket, på Min Pension
Udbetaling fra forsikringen
Du kan tidligst få invalidepension fra den dag, hvor du har været sygemeldt i 3 måneder. I nogle pensionsordninger skal du dog have været sygemeldt i 6 eller 12 måneder. Engangsbeløbet kan blive udbetalt, et år efter at din erhvervsevne er blevet nedsat.
Du kan tilpasse dækningen, så den passer til dine behov
Hvor meget du kan få udbetalt fra din forsikring, afhænger af den pensionsordning du er med i. I de fleste pensionsordninger er der en minimumsdækning, som gælder for alle, og så har du mulighed for selv at sætte dækningen op efter behov. Typisk op til 80 procent af din løn.
Forsikringen kan være med til at bevare dit job
Får du løn under sygdom, kan dit fravær være en så stor belastning for arbejdspladsen, at det kan være vanskeligt at bevare dit job, til du bliver rask igen. For at bevare dit job i sygdomsperioden, kan du vælge, at invalidepensionen skal udbetales til din arbejdsgiver, så længe du får løn under sygdom.