Hop til indhold

PFA vinder international pris for arbejde med klimainvesteringer

PFA bliver rost for selskabets datadrevne tilgang til klimainvesteringer, hvor klimahensyn tænkes ind på tværs af porteføljen i alt fra aktier, ejendomme og obligationer m.v. Dommerpanelet fremhæver bl.a., at PFA bruger klimadata til at måle udledninger, vurdere porteføljens temperaturforløb og følge EU’s taksonomi – samtidig med at PFA har fokus på det langsigtede afkast. 

- Prisen er en anerkendelse af, at vi arbejder systematisk med at integrere klimahensyn i investeringerne, så vi både kan bidrage til omstillingen og skabe robuste, langsigtede afkast til vores 1,2 mio. kunder, siger Rasmus Bessing, direktør for ansvarlige investeringer og investeringsprodukter i PFA.

PFA’s overordnede mål er CO2-neutralitet i investeringerne senest i 2050. Frem mod 2030 skal 51 procent af porteføljen være placeret i selskaber med SBTi-validerede mål, og CO2-udledningen pr. kvadratmeter i ejendomsporteføljen skal reduceres med 53 procent sammenlignet med 2023.

PFA har investeret over 100 mia. kr. i grønne løsninger som vedvarende energi, grønne obligationer og energieffektive boliger. Samtidig bruger PFA sin rolle som aktiv investor til at fremme den grønne omstilling i de selskaber, man investerer i.

- Vores indsats for den grønne omstilling står på to ben: Vi investerer i løsninger, der skaber økonomisk værdi og reducerer udledninger og så går i dialog med de største CO2-udledere i porteføljen for at skubbe dem i en grønnere retning, siger Rasmus Bessing.

PFA delte prisen med Brunel Pension Partnership, der er en britisk pensionsforvalter, der forvalter offentlige pensionsmidler på vegne af 800.000 medlemmer.