Lars Sandahl Sørensen valgt til bestyrelsen i PFA
Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri, er på en ekstraordinær generalforsamling i dag valgt til bestyrelsen i PFA.
Han indtræder som repræsentant for arbejdsgiversiden. Ud over sin erfaring som adm. direktør i Dansk Industri og andre topposter i dansk erhvervsliv bidrager Lars Sandahl Sørensen desuden med omfattende bestyrelseserfaring.
Kim Duus, bestyrelsesformand i PFA, siger:
”Med Lars Sandahl Sørensen får vi en stærk erhvervsprofil ind i bestyrelsen. Han har et indgående kendskab til virksomhedernes vilkår og arbejdsmarkedets udvikling, og det er viden, der er vigtig for PFA. Hans erfaring og kompetencer vil bidrage til at udvikle PFA yderligere i de kommende år til glæde for de 7.000 virksomheder og 1,3 mio. danskere, der er kunder i PFA.”
Lars Sandahl Sørensen siger:
”PFA har som Danmarks største pensionsselskab et helt afgørende ansvar for både samfund, virksomheder og mange danskeres privatøkonomi. Derfor ser jeg frem til at fortsætte den historiske repræsentation fra DI’s topledelse i bestyrelsen, og sammen med den øvrige bestyrelse skabe endnu mere værdi til kunderne ved at sikre selskabets videre udvikling i takt med arbejdsmarkedets behov.”
Kim Graugaard, tidligere viceadministrerende direktør i Dansk Industri, har været medlem af PFA’s bestyrelse i syv år og har i den periode bidraget til selskabets udvikling. Udskiftningen sker i forlængelse af hans pensionering fra Dansk Industri og er et naturligt led i den løbende fornyelse af bestyrelsen.
Kim Duus siger:
”Kim Graugaard har ydet en stor og engageret indsats gennem mange år. Han har været med til at udvikle PFA og styrke selskabet, og vi vil gerne sige tak for hans betydelige bidrag til bestyrelsens arbejde.”
Bestyrelsen i PFA
Ud over Lars Sandahl Sørensen består PFA’s bestyrelse nu af:
• Kim Duus, formand
• Jacob Holbraad, næstformand, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
• Bodil Nordestgaard Ismiris, næstformand, adm. direktør i Lederne
• Mette Høgh, formand, HK Handel
• Camilla Kampmann, salgsdirektør, IBM Danmark
• Niels-Ulrik Mousten, direktør, Netsuom ApS
• Laurits Kruse Rønn, bestyrelsesmedlem
• Mogens Steffensen, institutleder, Institut for Matematiske Fag ved Københavns Universitet
• Tanja Villumsen, næstformand, Pharmadanmark
Medarbejdervalgte medlemmer:
• Morten Andersson
• Lars Christoffersen
• Thomas Poulsen Jensen
• Lars Hjelmqvist
• Annette Svane Crilsen
Om PFA
PFA blev stiftet i 1917 og har i dag omkring 1,3 mio. kunder med samlede pensionsopsparinger på over 800 mia. kr.