Trivsel handler om balancen mellem fysiske, mentale og følelsesmæssige behov – og at leve efter personlige mål og værdier.
For at opnå personlig trivsel er det derfor vigtigt, at du tager godt vare på dig selv. Trivsel påvirker, hvordan du møder op på arbejde, hvordan du bidrager og hvordan du reagerer. Det påvirker din produktivitet, kreativitet og innovation.
Er du nysgerrig på, hvordan du kan arbejde med din trivsel og dine styrker? Så kig nærmere på vores to online løsninger, som kan inspirere og hjælpe dig på vej.
E-learning kursus
Bliv klogere på dig selv, din omverden og hvad det betyder at trives, uanset hvor mange udfordringer du møder på din vej. Kurset byder på refleksioner og simple værktøjer, du kan tage med dig videre.
Kernekvadranten giver dig selvindsigt til at forstå, hvordan din adfærd kan påvirke andre. Det er en metode, der gør dig klogere på de egenskaber, der er en del af din kerne. Altså den du er, og den måde du naturligt handler på.
Vidste du, at vi er genetisk disponeret for at være friske på forskellige tider af døgnet? Hvis du lever i takt med dit indre ur, er du derfor mere produktiv og mindre udsat for at blive syg og få problemer med helbredet? Hvis du fx sover inden for det søvnvindue, som passer bedst til dig, er du mindre træt i løbet af dagen, du er i bedre humør, du arbejder bedre, du er sundere, og du har et bedre helbred.
Du kender måske det der med, at ’fra på mandag går jeg i gang med at spise sundere, løbetræne, gå lange ture eller noget helt fjerde'. Men uanset hvad du sætter dig for, så varer det ikke ved. Du skal vide, at du ikke er den eneste, der har det sådan, for det er svært at ændre vaner. Noget af det vi ved virker godt, når du vil ændre vaner, det er at have en, som kan hjælpe dig med, hvordan du bedst gør det og kan følge op på dig. Her får du god inspiration til at komme i gang – og komme i mål.
Et højt kondital og regelmæssig motion opvejer ikke risikoen for livsstilssygdomme pga. stillesiddende arbejde. Selvom du er i god form, er det altså vigtigt med aktive pauser, og forskning viser, at det ikke er optimalt at sidde stille mere end max 1,5 time ad gangen, hvilket vil sige, at du skal op at stå mindst hver 1,5 time.
Det moderne liv sender hjernen på overarbejde. I fagsprog bliver det kaldt ’Unbalanced Brain Syndrom’, og det kan komme til udtryk ved hurtig gang, hurtig tale og afbrydelser uden tålmodighed til at høre på andre. Vi kan ikke sidde stille, vi er rastløse, fingrene trommer på bordet, og vi er hele tiden optaget af noget andet – typisk vores smartphone. Giver du din hjerne optimale arbejdsbetingelser? Ved du, hvordan der ser ud i hjernens kontrolrum? Er ’compassion’ vejen til et mere bæredygtigt (arbejds)liv? Det kan du blive klogere på her, hvor psykologerne Vibeke Lunding-Gregersen og Henrik Tingleff præsenterer undersøgelser og forskning om compassion og menneskehjerner. De taler om ledelse, effektivitet og gode teams - og om en hverdag i balance. Både privat og professionelt.
Rigtig mange er ikke klar over, hvor vigtigt det er, at kroppen og hjernen får pauser i løbet af arbejdsdagen. Hvis du ikke holder pauser, bliver du gradvist dårligere til at løse dit arbejde, uanset hvilken opgave du sidder med. Uden pauser påvirkes dine kognitive funktioner i hjernen, og det, der skulle tage 30 minutter, kan pludselig tage en time.
Sover du godt og nok? Vi sover primært for at genoplade hjernens energidepoter og reparere og vedligeholde vores krop. Uforstyrret og sammenhængende søvn er forudsætning for, at du kan genoplade dine batterier. Søvn er det bedste præstationsfremmende middel for kun ved at få tilstrækkelig søvn af god kvalitet, kan du fungere optimalt og klare dagens mange udfordringer på arbejdet, over for familien og i fritiden.
Kender du det, at du lige er gået i gang med en vigtig opgave, og så begynder din kollega at fortælle om en fest, eller mobilen giver den velkendte lyd om, at der er kommet en sms. Uanset hvordan du bliver forstyrret, så er dine tanker væk fra opgaven. Udfordringen er, at hver gang vi bliver forstyrret, tager det tid at komme tilbage i opgaveløsningen. Og hvis du synes, at du bliver forstyrret så meget, at det har indflydelse på din arbejdsdag, så er du ikke alene. Flere undersøgelser peger på, at vi i gennemsnit mister en time eller mere om dagen af vores arbejdstid netop på grund af forstyrrelser. Det er heldigvis noget, du kan gøre noget ved.
For at præstere på jobbet og have energi sammen med familien, mens du har små børn, så er søvnen livsvigtig både for dig og dit barn. Hvis dit barn har svært ved at sove eller vågner mange gange i løbet af natten, så resulterer det i dobbelt søvnløshed – altså søvnløshed både for dig og dit barn. Det kan resultere i udmattelse og have negativ indflydelse på fysisk, mentalt og følelsesmæssigt velvære. Derfor er det vigtigt at give dig selv og dine børn gode søvnvaner.
Rejsedage og hotelovernatninger kan ses som et gode ved arbejdet, men mange dage og nætter væk fra hjemmet kan også have negative konsekvenser. Det kan nemlig påvirke din søvn og dit helbred, hvis du ikke tager visse forbehold.