Hvad skal jeg gøre, hvis der ikke er indbetalt nok til min pensionsordning?
Ifølge den grønlandske lovgivning, så er der et minimumskrav til indbetalinger til obligatoriske pensionsordninger. Skattestyrelsen opgør hvert år inden den 31. august, om der i det foregående år er indbetalt det lovmæssige minimumsbeløb. Hvis opgørelsen viser, at indbetalingerne er mindre end minimumsbeløbet, vil Skattestyrelsen bede dig om at indbetale det resterede beløb inden den 1. november. Dette gælder dog kun, hvis det resterende beløb er større end 2.000 kr. Hvis Skattestyrelsen ikke har modtaget dokumentation for din indbetaling inden den 1. november, vil beløbet blive opkrævet som et tillæg til din skatteprocent eller en forhøjelse af din skattebillet.
Tag fat i PFA, inden du indbetaler det manglende beløb, så vi kan sikre, at din indbetaling bliver registreret korrekt, og du får den rette dokumentation, som du skal indsende til Skattestyrelsen.
Hvis din arbejdsgiver står for indbetalingerne til din pensionsordning, er det vigtigt, at din arbejdsgiver oplyser til PFA, når det skyldige beløb er blevet indbetalt, så vi kan sende den nødvendige dokumentation til Skattestyrelsen.
Jeg vil gerne indbetale et ekstra beløb på min pensionsordning, hvad gør jeg?
Hvis du gerne vil indbetale et ekstra beløb til din pensionsordning, kan du aftale med din arbejdsgiver, at beløbet trækkes fra din løn og indbetales sammen med den obligatoriske indbetaling til din pensionsordning i PFA.
Du skal ikke betale skat af den ekstra indbetaling, og din arbejdsgiver skal se bort fra denne indbetaling, når skatten af din løn beregnes.
Hvad sker der med min pensionsordning, hvis indbetalingerne stopper?
Hvis indbetalingerne til din pensionsordning stopper, vil du modtage et fratrædelsesbrev, hvor du kan læse mere om dine muligheder.
Som udgangspunkt fortsætter dine forsikringer i tre måneder, og herefter vil din pensionsordning blive ændret til en indbetalingsfri ordning. I de første tre måneder vil dine forsikringer blive betalt via din opsparing, og herefter vil dine forsikringer som udgangspunkt stoppe.
Har du fået nyt job?
Hvis indbetalingerne er stoppet, fordi du har fået nyt job i Grønland, så afhænger dine muligheder af, om din nye arbejdsgiver har en pensionsordning i PFA eller et andet pensionsselskab. Hvis din nye arbejdsgiver har en pensionsordning i et andet selskab, vil det nye selskab hjælpe dig. Du har også mulighed for selv at indbetale til din pensionsordning (privat videreførsel). Din indbetaling skal som minimum opfylde kravene i Lov om obligatorisk pensionsordning.
Er du uden job?
Hvis du ikke har fået et nyt job i Grønland, men fortsat er skattepligtig i Grønland og har anden indtægt, så er du fortsat omfattet af reglerne om minimumsindbetaling til din pensionsordning, og du skal derfor selv indbetale til din pensionsordning (privat videreførsel).
Er du blevet syg?
Hvis indbetalingerne er stoppet, fordi du er blevet langtidssygemeldt fra dit arbejde eller har fået tilkendt offentlig førtidspension, så skal du kontakte os hurtigst muligt.
Er du flyttet fra Grønland?
Du kan ikke fortsætte indbetalingerne til din pensionsordning, hvis du flytter fra Grønland. Din pensionsordning vil derfor blive ændret til en indbetalingsfri ordning, og du vil få den udbetalt efter de gældende regler, når du opnår ret til alderspension i Grønland.
Hvordan viderefører jeg min pensionsordning privat?
Hvis din arbejdsgiver ikke længere indbetaler til din pensionsordning, så har du mulighed for selv at overtage indbetalingerne til din pensionsordning, så du fortsat opfylder reglerne om minimumsindbetaling til en obligatorisk pensionsordning.
Kontakt PFA Rådgivningscenter på +45 70 12 50 00, hvis du ønsker at videreføre din pensionsordning.
Hvornår får jeg udbetalt min pensionsopsparing?
Du kan starte med at få din pensionsopsparing udbetalt, når du opfylder kravene om offentlig alderspension i Grønland.
Du indbetaler til livsvarig livspension, så din opsparing vil blive udbetalt, så længe du lever. Hvis du dør, inden du når pensionsalderen, vil din opsparing blive udbetalt til Nærmeste pårørende eller dem, som du har begunstiget, hvis du har tilknyttet en opsparingssikring. Når du går på pension, kan du vælge at tilknytte en sikring af dine efterladte (også kaldet arverente) i op til 20 år. I dette tilfælde vil nærmeste pårørende eller dem, som du har begunstiget, få udbetalt den resterende del af din opsparing, hvis du dør efter pensionering.
Hvor meget får jeg udbetalt fra min pensionsopsparing?
Du kan få overblik over, hvor meget du kan forvente at få udbetalt på Mit PFA. Du skal gå ind under Din opsparing og vælge udbetalingsplan. Så kan du se dine forventede udbetalinger. Hvis du ændrer din pensionsalder, så kan du se, hvor meget mere du vil få udbetalt, hvis du venter fx et år med at starte din udbetaling.
Hvis du har opsparing i andre danske pensionsselskaber, så kan du med fordel hente og overføre dine oplysninger fra Skattestyrelsen, så du kan få et samlet overblik. Du henter oplysningerne ved at klikke på din profil (dit navn, som står i højre hjørne) og herefter vælge Økonomi under Dine oplysninger.
Kan jeg overføre min opsparing til et andet pensionsselskab?
Hvis du har fået nyt job og i den forbindelse et nyt pensionsselskab, så har du mulighed for at overføre din pensionsopsparing i PFA til det nye selskab, hvis:
1. du er omfattet af en obligatorisk pensionsaftale mellem din nye arbejdsgiver og det nye pensionsselskab eller
2. du er ansat på overenskomstmæssige vilkår, hvor der i overenskomsten er krav om pension hos en anden udbyder.
Du skal indsende dokumentation til PFA på, at et af ovenstående krav er opfyldt.
Hvis din opsparing overføres til et udenlandsk pensionsselskab, skal du betale 10 procent af din opsparing i skat. PFA er forpligtet til at indbetale beløbet til Skattestyrelsen. Hvis overførslen sker til et pensionsselskab i Danmark, skal selskabet kunne håndtere beskattede pensionsordninger jf. pensionsbeskatningslovens § 53A.
Det overførte beløb skal fortsat udbetales som en livsvarig livspension og udbetales, når du opnår ret til udbetaling af alderspension i Grønland.