PFA og PKA sælger ejerandel i havvindmøllepark med kundegevinst
To af Danmarks førende pensionsselskaber investerede i 2017 tilsammen 7 milliarder kroner i den britiske havvindmøllepark Walney Extension Offshore Wind Farm. Nu reducerer PKA og PFA sine ejerandele med stor gevinst til kunder og medlemmer.
Et milliardafkast er tilfaldet danskernes pensionsopsparinger, efter at PKA og PFA Pension i dag hver især har solgt en minoritetsandel af Walney Extension Offshore Windfarm, der ligger i Det Irske Hav ud for det nordvestlige England.
Køberen er engelske Octopus Energy Generation, der fremadrettet kommer til at eje 12,5 procent af havvindmølleparken.
Siden 2012 har PKA investeret mere end 15 mia. kr. i 8 forskellige havvindprojekter i Europa. Investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen er særdeles tilfreds med, at det er lykkedes at kombinere et langvarigt fokus på havvind med gode løbende afkast til pensionskassens medlemmer.
”Salget af andelen i Walney er et udtryk for, at markedet for havvind er modnet, og langt flere har fået øjnene op for, at investeringer i vedvarende energiinfrastruktur er nødvendig og samtidig en rigtig god forretning. Det får vores medlemmer glæde af nu. I PKA vil vi blive ved med at investere i klimavenlig infrastruktur, så provenuet fra Walney vil blive reinvesteret i nye former for energiteknologi, der bidrager til overgangen til vedvarende energi”, udtaler investeringsdirektør, Michael Nellemann Pedersen.
Hos PFA glæder investeringsdirektør Kasper A. Lorenzen sig over det milliardafkast, som investeringen har indbragt til pensionsselskabets 1,3 mio. kunder gennem årene. Udover Walney Extension Offshore har PFA også investeret i havvindmølleparken Hornsea 1.
”PFA’s investeringer i nogle af de største havvindmølleparker på verdensplan har gennem en årrække givet vores 1,3 mio. kunder et milliardafkast. Salget af ejerandelen af Walney understreger, at det har været en rigtig god investering, hvor danskernes pensionsopsparing samtidig har været med til at drive transformationen mod grønne energikilder. Markedet har udviklet sig meget siden vores første investeringer i havvind, og PFA vil også fremover være med til at udvikle fremtidens grønne teknologier,” siger koncerninvesteringsdirektør i PFA, Kasper A. Lorenzen.
Walney Extension Offshore Wind Farm er en af verdens største havvindmølleparker med 87 havmøller og giver grøn strøm til 600.000 britiske husstande.
Walney Extension Offshore Windfarm
- Havvindmølleparken består af 87 møller, der er leveret af Vestas og Siemens.
- Walney Extension er 145 km2 stor og har været i drift siden 2018
- Walney Extension har en kapacitet på 660 MW og giver strøm til 600.000 britiske husstande.