TRÆ Indviet i Aarhus: Se billederne fra Danmarks højeste træhus

Midt i Aarhus står nu et af verdens højeste træhuse som et bevis på, at bæredygtigt byggeri kan nå nye højder.

TRÆ, et 78 meter højt og 20 etager stort prisvindende fyrtårnsprojekt bygget af genbrugstræ og upcyclede materialer, blev indviet den 5. maj af bl.a. Finansminister Nicolai Wammen, Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold, og PFA’s administrerende direktør, Ole Krogh Petersen. 

Sammen med Kilden & Hindby og Lendager Architects har PFA forsøgt at skubbe grænserne for, hvad der kan lade sig gøre inden for bæredygtigt byggeri. 

Byggeriet inkluderer en række innovative materialer, såsom udtjente vindmøllevinger som solafskærmning, skrottede Netto-lamper, gamle vindueskarme som gulv, samt gulv og loft fra Gellerupparken. Desuden er plastikflasker og papir-granulat brugt i loftet, og søuld og hampefibre anvendt som isolering.

TRÆ er ikke kun et eksperiment inden for bæredygtighed, men også en social investering. Det Kærlige Måltid bor gratis til leje i stueetagen og laver mad til udfordrede familier, mens Foreningen Gadeliv hjælper til med pedelfunktioner i bygningen.

De mange erfaringer fra TRÆ vil PFA nu bruge i både nybyggerier og renoveringsprojekter landet over.

Se billeder fra indvielsen her: