Ny mulighed: Sælg din bolig mursten for mursten og få mere at leve af

"PFA skal være et godt sted at gå på pension," siger koncerndirektør Camilla Holm.

Det er et velkendt problem for mange pensionister. Man har masser af friværdi i ens ejerbolig, men den er svær at få adgang til.

En problematik som PFA forsøger at afhjælpe ved at indgå et samarbejde med virksomheden Goodlife, der som noget nyt tilbyder kunderne delsalg af deres boliger. 

"Vi ser en stor værdi i at kunne hjælpe vores kunder med en løsning, der gør det muligt at få lettere adgang til deres friværdi på en fleksibel og sikker måde. Med dette tiltag kan nogle af vores kunder få en bedre økonomisk hverdag som pensionister, hvor de kan få mere at leve for uden at skulle flytte fra deres hjem. Det er en vigtig del af vores ønske at sikre vores kunders økonomiske tryghed gennem hele livet," siger Camilla Holm, koncerndirektør i PFA, og tilføjer:

”Som det største kommercielle pensionsselskab er det vigtigt for os at blive ved med at gå forrest og tilbyde innovative løsninger og samarbejder. PFA skal være et godt sted at gå på pension, og når vi hører fra nogle af vores kunder, at de er kede af at skulle sælge deres hjem for at få adgang til friværdien, så forsøger vi selvfølgelig at hjælpe,” siger hun. 

Supplement til stærkt system 

Helt konkret går den nye model med delsalg ud på, at man som pensionist og boligejer sælger sin bolig mursten for mursten over en længere årrække og til gengæld får udbetalt et fast månedligt beløb hver måned, samtidig med at man kan blive boende i egen bolig. 

"Det er et paradoks, at mange velhavende seniorer i Danmark har svært ved at leve det liv de ønsker – på trods af, at de ofte sidder på betydelig friværdi i deres bolig. Vi har et af verdens bedste realkreditsystemer, men når det kommer til at give ældre adgang til deres egen opsparing i mursten, er der nogle begrænsninger," siger Morten Højberg, stifter og bestyrelsesformand i Goodlife.

Det er tanken at det nye tilbud til pensionisterne skal ses som et supplement til det eksisterende og stærke finansielle system med banker og realkredit, som vi har herhjemme.

Velkendte ansigter

PFA er allerede begyndt at henvise kunder til den nye samarbejdspartner, og mens Goodlife er et ukendt nyt selskab, så er der velkendte ansigter i ejerkredsen. Blandt dem tæller den tidligere mangeårige topchef i Arbejdernes Landsbank, Gert Jonassen, og Jesper Berg, der har været direktør for Finanstilsynet.

"Med GoodLife har vi skabt en løsning, hvor danske investorer køber en andel af din bolig, og du får penge i hånden – så du kan frigøre din friværdi og få mere ud af livet, mens du stadig bor i dit hjem,” siger Morten Højberg og fortsætter:

"Vi er meget stolte af, at Danmarks største pensionsselskab har valgt at indgå et samarbejde med os – ikke mindst fordi det giver deres kunder en reel mulighed for at få adgang til den friværdi, de har opbygget gennem et langt liv."

Goodlife har allerede rejst 200 mio. kr. til den første fond, der skal bruges til at købe sig delvist ind i 200 ejerboliger herhjemme, hvor de enkelte ejere til gengæld får flere penge mellem hænderne. Planen er at åbne nye fonde løbende. Ambitionen går på, at man vil investere i mellem 2- og 3000 danske boligejeres boliger de næste fem år.

Fakta om seniorernes friværdi

Ser man på danskernes samlede formue, der består af frie midler, pension og friværdi, så er de fleste gode til at bruge af de to første poster som pensionister, mens friværdien forbliver urørt og vokser stødt frem til, at man ikke er her længere. Faktisk sidder personer på 60 år og derover i dag på over halvdelen af den samlede friværdi i Danmark. Det vil sige, at seniorerne har bundet omkring 1100 mia. kr. i mursten i form af friværdi.