Hop til indhold

Knæk nødden: Brug din pensionsopsparing med god samvittighed

Privatøkonom i PFA, Camilla Schjølin Poulsen

Vi sparer op i stor stil, men mange har udfordringer med skiftet fra at spare op til at bruge pengene. Er du en af dem? Så få her nogle tips fra PFA's privatøkonom til, hvordan du får bugt med spareiveren.

Med samlede pensioner, fri opsparing og friværdi for omkring 10.000 milliarder kroner sidder danskerne på en betydelig formue. Men mange har svært ved at bruge pengene, når de tager hul på pensionslivet. 

"Mange danskere har det med deres pension som et egern med sit forråd af nødder. Vi samler flittigt ind gennem hele livet, men når vinteren - pensionsalderen - kommer, får vi ikke altid brugt det, vi har samlet ind," forklarer Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA.

Evolutionen har indrettet os til at hamstre
Det handler om at lære et nyt tankesæt. Efter årtier med fokus på at spare op, skal vi nu lære at bruge pengene. Det kan føles uvant - lidt som at skulle gå den modsatte vej, end man plejer. Vores evolutionære bagage spiller også en rolle. Mennesker har altid været gode til at hamstre til dårlige tider, og den trang forsvinder ikke bare, fordi bankkontoen er tyk.

"Vi er vant til at spare op gennem hele livet og skal nu lære at spare ned. Det er svært for mange, og det betyder, at der samler sig formuer, der står på konti og aldrig bliver brugt," siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun opfordrer til, at man øver sig i at se anderledes på at bruge sine opsparingsmidler.

"Det handler om at skifte tankemønster. At bruge sine penge skal ikke ses som ødslen, men som en investering i det liv, man gerne vil have. Der er forskel på at smide penge ud ad vinduet og at bruge dem på ting, der giver mening," råder Camilla Schjølin Poulsen.

Start med at lægge en økonomisk plan, der giver tryghed
En god start er at lave en økonomisk plan for pensionstilværelsen. Det giver ro i maven og frihed til at bruge opsparingen med god samvittighed og nyde frugten af et langt arbejdsliv.

"Overvej at lave en 'forbrugsramme' eller opsparingsplan, så du kan bruge dine penge med god samvittighed og være tryg ved, at de ikke slipper op i utide. I PFA hjælper vi dig meget gerne med det, og vi har viden og erfaring, så vi kan sørge for, at du får brugt dine forskellige opsparinger i den rigtige rækkefølge og får mest muligt ud af dine penge," siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun kan godt forstå, at man måske også tænker på at give noget videre til børn og børnebørn, men påpeger, at man også kan gøre det ved at skabe minder fremfor blot at lade arven gå videre:

”Tag den taxi. Køb den dyre kaffe. Giv en gave til børnebørnene, mens du kan se deres glæde. Pengene skal bruges - det er trods alt det, de er sparet op til,” lyder hendes opfordring.

De vigtigste anbefalinger:

  • Lav en økonomisk plan for at få overblik over, hvor længe pengene rækker
  • Hvis planen viser, at der efterlades for mange penge i enden, så overvej at skrue eget forbrug op, eller læg en plan for afgiftsfrie pengegaver til de nærmeste
  • Overfør fx 3.000 kr. månedligt fra opsparingen til lønkontoen. Når først pengene står der, er vi typisk lidt bedre til at bruge dem.
  • Giv gaver eller oplevelser til familie, mens du kan opleve deres glæde
  • Frigiv midler fra mursten, hvis du har bundet for meget kapital, fx ved at tilkoble afdragsfrihed, tage tillægslån eller flytte til noget mindre
  • Fokuser på livskvalitet frem for at spare alt for meget op til arvingerne.


Sådan får du nok at leve for som pensionist
Er du i gang med at spare op til seniorlivet, så kan vi selvfølgelig også hjælpe dig med det. Se her et hurtigt regneeksempel på, hvor meget vi anbefaler, at du har sparet op som 67-årig for at sikre en indkomst på 80 pct. af din hidtidige løn - alt efter hvor længe du forventer at leve.

Forventet levealderSå meget bør du have stående på din pension ved 67 år
70 år1.050.000 kr.
80 år3.040.000 kr.
90 år4.390.000 kr.
100 år5.300.000

Forudsætninger:

  • Den 67-årige har været vant til en bruttoløn på 45.000 kr. mdl. før eget bidrag til pension (medianløn for 60+årige jf. DS)
  • Som pensionist ønskes 80% af nuværende indkomst efter skat, inkl. folkepensionens grundbeløb og ATP
  • Der tages ikke hensyn til øvrig formue, fx fri opsparing og friværdi
  • Beløbene er før skat.