Vigtige beslutninger når du skal udstationeres
Når du bliver udstationeret, skal du som regel ikke betale skat i Danmark af din løn. Du kan derfor ikke længere få skattefradrag i Danmark for dine indbetalinger til pension. PFA anbefaler derfor, at du får en pensionsordning, hvor udbetalingerne er skattefrie i Danmark, da der ikke er dansk skattefradrag for indbetalingerne.
Det er derfor vigtigt, at du tager stilling til følgende:
- Du vil modtage en digital erklæring via Mit PFA
- Hvis du ønsker en pensionsordning uden dansk skattefradrag, skal du hurtigst muligt indsende en erklæring, hvor du informerer PFA om dine skatterelationer i udlandet. Du skal være logget på med MitID for at kunne underskrive erklæringen
- Overvej, om dine forsikringer passer til din nye tilværelse i udlandet
- Overvej, om du har behov for at få rådgivning om at tilpasse din pensionsordning
Hvad kendetegner en pensionsordning uden skattefradrag?
Når PFA modtager erklæringen om dine skatterelationer i udlandet, får du automatisk en pensionsordning uden dansk skattefradrag, og din nuværende pensionsordning vil blive ændret til en indbetalingsfri pensionsordning.
En pensionsordning uden fradrag er kendetegnet ved, at:
- Der ikke er dansk fradragsret for indbetalingerne
- Afkastet er fritaget for pensionsafkastskat
- Afkastet bliver beskattet som kapitalindkomst ved fuld dansk skattepligt
- Udbetalingerne er skattefrie i Danmark, hvis du kan dokumentere, at der ikke har været dansk eller udenlandsk fradragsret for indbetalingerne
- Udbetalingen er skattefri i Danmark, hvis du vælger at hæve din opsparing før tid.*
* Du har mulighed for at hæve din opsparing før pensionering, hvis du enten tager varigt ophold i udlandet uden tilknytning til en dansk virksomhed eller er udenlandsk statsborger og bosætter dig i dit hjemland.
Indsend erklæringen om dine skatterelationer i udlandet hurtigst muligt
Ifølge internationale regler om udveksling af oplysninger om finansielle konti (Common Reporting Standard og FATCA) skal du give information om dine skatterelationer i udlandet, før vi kan oprette en pensionsordning uden skattefradrag i Danmark. Du skal derfor hurtigst muligt udfylde den digitale erklæring. Du skal være logget på med MitID for at kunne underskrive erklæringen.
Hvis PFA ikke har modtaget oplysningerne om dine skatterelationer i udlandet inden for 3 måneder, vil du få en fradragsberettiget ordning.
Passer dine forsikringer til din nye tilværelse i udlandet?
Investeringen af din opsparing følger dit nuværende investeringsvalg, men det er vigtigt, at du får taget stilling til, om du stadig har de rette forsikringsdækninger. Ofte vil du være primær forsørger i udstationeringsperioden, og det kan derfor være en god idé at tjekke, om forsikringsdækningerne er tilstrækkelige. Som udgangspunkt bevares dækningsniveauerne, og udbetalingerne vil være skattefrie i Danmark, da de automatisk bliver etableret uden dansk skattemæssig fradragsret for indbetalingerne, hvis du vælger en pensionsordning uden skattefradrag.
Din Helbredssikring vil typisk bortfalde, da du i forbindelse med din udstationering er omfattet af en udvidet rejseforsikring, som fremgår af din udstationeringskontrakt. Hvis din ægtefælle eller samlever har købt en Helbredssikring og flytter med dig til udlandet under udstationeringen, er din ægtefælle eller samlever ikke dækket af denne under udstationeringen.
Få rådgivning
PFA kontakter dig for at sikre, at du får taget stilling til, om du ønsker en pensionsordning uden dansk skattefradrag og får indsendt oplysningerne om dine skatterelationer i udlandet hurtigst muligt. Derudover anbefaler PFA, at du booker en rådgivningssamtale, så du er sikker på, at din pensionsordning passer til dine behov i forbindelse med udstationeringen. Du kan også få rådgivning om muligheden for at søge om fritagelse for pensionsafkastskat af afkastet på din nuværende pensionsordning, der er indbetalingsfri under din udstationering.
Husk at tilmelde PFA i din e-Boks
Hvis du ikke allerede har gjort det, så er det en god idé at tilmelde PFA i din e-Boks, så du er sikker på at få information om din pensionsordning under din udstationering.