Krig i Ukraine: Hold dig i ro. Pension er en langsigtet investering
Situationen omkring Ukraine blev kraftigt forværret i løbet af onsdag aften, da Rusland har valgt at indlede en decideret invasion i Ukraine. Dermed er de seneste ugers frygt for en eskalation af konflikten desværre blevet til virkelighed. Men pensionsopsparing er en langsigtet investering, og trods krigen i Ukraine råder PFA’s chefstrateg Tine Choi Danielsen til at slå koldt vand i blodet.
Krigen i Ukraine har sat et tydeligt aftryk på de finansielle markeder, hvor aktiemarkederne i løbet af onsdag reagerede negativt på nyhederne. Det amerikanske aktiemarked faldt et par procent og forstærkede dermed den nedadgående retning, vi har set over de seneste uger. De europæiske markeder åbner med fald på tre til fem procent her til morgen, og de finansielle markeder indikerer også, at de amerikanske markeder vil falde med to til tre procent, når de åbner i eftermiddag.
”Der er ingen tvivl om, at de seneste begivenheder vil betyde, at usikkerheden på de finansielle markeder fortsat vil være stor i den nærmeste fremtid. Det er heller ikke usandsynligt, at vi kan komme til at se yderligere fald på aktiemarkederne de kommende dage og uger. Det er i hvert fald de erfaringer, vi har fra tidligere begivenheder med væbnede konflikter. Men vores råd til pensionskunderne er klar: Slå koldt vandt i blodet. Pensionsopsparing er en langsigtet investering, og fald bliver oftest efterfulgt af stigninger, når der falder ro på markederne igen,” siger PFA’s chefstrateg Tine Choi Danielsen.
PFA har ikke russiske aktier
Russiske aktier er hårdest ramt og er faldet over 40 pct. her til morgen, da kurserne er fortsat ned efter en kort pause, da handel midlertidigt blev suspenderet i formiddags. I PFA har vi ikke russiske aktier.
Udviklingen har også sat sit tydelige aftryk på energipriserne, som i dag er steget med mere end fem pct. og blandt andet betyder, at olieprisen (Brent) nu er over 100 USD per tønde. Også gaspriserne er steget kraftigt med over 20 pct.
Omvendt har udviklingen i hvert fald midlertidigt vendt udviklingen i de stigende renter, da vi over en relativt bred kam ser faldende renter i både USA og Europa.
Bliv i din risikoprofil
Underliggende befinder vi os fortsat i en situation, hvor der er en pæn global økonomisk vækst, som flere steder forstærkes af, at store dele af verden er ved at ligge Covid-19 bag sig. Det gælder ikke mindst i Europa og USA. Den positive økonomiske vækst er generelt understøttende for aktiemarkedet og på den baggrund har vi svært ved at se, at aktiemarkederne falder med mere end fem til ti procent fra det nuværende niveau.
”Det er selvfølgelig stadig et stort fald, og det naturlige spørgsmål er derfor, om man ikke bør tilpasse sine investeringer til et lidt lavere risikoniveau. Udfordringen ved dette er, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvornår en bund er nået. Erfaringerne viser også, at det typisk går meget hurtigt den anden vej, når markederne på et tidspunkt vender. Det går ofte så hurtigt og på et tidspunkt, hvor de fleste fortsat er ganske nervøse. Derfor er der en stor risiko for, at man først kommer tilbage i markedet, når stigningerne er kommet, og man på den måde ender i en dårligere position, end før man tilpassede investeringen,” siger Tine Choi Danielsen.
I PFA anbefaler vi derfor, at man holder i sin nuværende profil og husker på, at pension er en langsigtet opsparing, hvor de bedste resultater opnås, hvis man tilgår markederne med ro i maven. Her er det også vigtigt at sætte de aktuelle fald i perspektiv til de seneste års ganske høje afkast. Hvis man synes, at udviklingen er mere voldsom, end man er komfortabel med, vil vi dog anbefale, at man benytter vores investeringsguide på Mit PFA.
Kan det ikke blive værre end et fald på fem til ti procent?
En af de største usikkerheder ved konflikten omkring Ukraine er, hvordan vesten vil reagere med yderligere restriktioner mod Rusland. Den største risiko ligger i en længerevarende konflikt, der rammer Europas import af specielt olie og gas fra Rusland. Hvis det fører til yderligere store stigninger i energipriserne, kan det få negativ betydning for den økonomiske vækst samtidig med, at det kan være medvirkende til at den aktuelt høje inflation bliver af mere længerevarende karakter.
”I så fald kan man ikke udelukke et fald på aktiemarkederne, der kommer til at overstige de fem til ti procent, som ligger i vores nuværende vurdering. Det er dog et scenarie, vi aktuelt ikke tillægger en særlig stor sandsynlighed,” siger Tine Choi Danielsen.