PFA vil investere tæt på en milliard kroner i skove

Kasper Arnth Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør i PFA. Foto: PFA/Jakob Melgaard Knudsen

PFA vil for første gang investere i skove og har netop indgået aftale med en erfaren amerikansk skovforvalter. Skovinvesteringerne sker som led i PFA’s strategiske fokus på langsigtede afkast og klimavenlige investeringer. I første omgang vil der blive investeret op til 130 mio. dollars.

PFA åbner nu et nyt investeringskapitel og vil i de kommende år opbygge en portefølje af nøje udvalgte og certificerede skovbrug.

”Vi vil investere i certificerede skovbrug, der drives med respekt for skovens naturlige livscyklus, hvor fældede områder vil blive genbeplantet,” siger Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør i PFA.

Første investering er på knap en milliard danske kroner i den amerikanske skovbrugssektor.  Omkring en tredjedel af USA’s areal er dækket af skovområder, og den amerikanske skovbrugssektor er karakteriseret ved at have en særdeles veludviklet træindustri, der efterspørger de fleste typer træ til eksempelvis brug i møbel- og byggeindustrien.

”Skovinvesteringer i USA har de seneste årtier givet solide og langsigtede afkast og har været mindre påvirket af inflation og økonomiske op- og nedture. Skove spiller desuden en vigtig rolle i at løse de klimaudfordringer, vi står overfor lige nu og i fremtiden. De kan optage og lagre CO2, og træ bliver i stigende grad anvendt som erstatning for metaller og plastik i fx byggeri og møbelproduktion,” siger Kasper A. Lorenzen.

PFA’s kommende skovinvesteringer skal leve op til en af de to anerkendte certificeringsstandarder for ansvarlig skovdrift, som er Forest Stewardship Counsil (’FSC’) eller Programme for the Endorsement of Forest Certification (’PEFC’). Begge standarder har ESG-krav, der understøtter FN’s mål for bæredygtig udvikling.

Skovforvalter med 35 års erfaring

Det bliver den amerikanske skovforvalter Forest Investment Associates (FIA), der på vegne af PFA skal købe og drive skovene gennem en skovfond. 

Forest Investment Associates (FIA) kan trække på mere end 35 års investeringserfaring og har specialiseret sig i forvaltning af skovbrug, der kombinerer økonomiske og miljømæssige hensyn.

”Det har været vigtigt for PFA at indgå aftale med en erfaren og kompetent forvalter. Vi valgte FIA på baggrund af deres erfaring med at forvalte skræddersyede investeringsmandater, deres historik for afkast på tidligere investeringer og klare fokus på ESG,” siger Kasper A. Lorenzen. 

Mike Cerchiaro, Senior VP and Director of Investment Management, tilføjer:

”Vi er stolte af aftalen med PFA og ser nu frem til arbejdet med at finde skovinvesteringer, der kan leve op til de høje ESG-krav, og som kan levere på målsætningerne i skovfonden. PFA kommer med et langsigtet engagement og klar målsætning om at få afkast og ansvarlig skovdrift til gå op i højere enhed, og hvilket er i tråd med Forest Investment Associates’ tilgang og aftale med PFA.” 

Skovinvesteringen placeres henholdsvis med 75% i PFA Klima Plus og med 25% i PFA Plus og skal sammen CO2-reduktioner fra PFA’s andre investeringer bidrage til, at PFA Klima Plus bliver CO2-neutral i 2025.

Yderligere oplysninger
Senior presserådgiver Rasmus Bjørn, 41729077 og rbj@pfa.dk.

FAKTA

  • Skov vurderes at være en attraktiv aktivklasse for PFA, idet der er tale om et realt aktiv med en lang tidshorisont, som derfor passer godt til PFA’s langsigtede forpligtelser.
  • Værdien af skovinvesteringer er hovedsageligt drevet af træpriser, jordpriser og biologisk vækst.
  • PFA vil måle CO2-absorberingen jf. Intergovernmental Panel on Climate Change (’IPCC’) retningslinjer. IPCC-retningslinjer benyttes bl.a. af det danske miljøministerium til indberetning af Danmarks officielle CO2-regnskab til EU og FN. 
  • Skovene skal være forvaltet under en anerkendt certificeringsstandard for ansvarlig skovdrift eller bringes ind under én af disse standarder inden for to år.