Slut med rentehop i denne omgang – hvad nu?
Med renteløft på 0.25 procentpoint og udmelding om foreløbigt stop for rentestigninger levede den amerikanske centralbank, Fed, i går op til forventningerne. Trods rentestop hersker der dog fortsat stor usikkerhed om økonomiens tilstand.
Som de fleste analytikere havde forventet meldte den amerikanske centralbankchef, J. Powell, i går ud, at det efter gårsdagens renteløft på 0.25 procentpoint nu er slut med rentestigningerne i denne omgang. Dermed er der sat et foreløbigt stop for et af de hurtigste renteløft i nyere tid, hvor Feds styringsrente på blot 14 måneder er steget med 5 procentpoint og nu ligger på 5,25.
Er glasset halvfyldt eller halvtomt?
Men hvad har rentestigningerne så udvirket, og hvordan ser den globaløkonomiske tilstand ud ovenpå gårsdagens møde? Det er ifølge Tine Choi Danielsen stadig ikke et nemt spørgsmål at svare på og afhænger i høj grad af øjnene, der ser.
”De økonomiske nøgletal vidner om en vigende vækst men også om store forskelle afhængig af, hvor lyskeglen falder. På den ene side ser vi fx nedgang i den amerikanske fremstillingssektor, som traditionelt har fungeret som den berømte kanariefugl i kulminen i forhold til at forudsige recessioner. Samtidig ulmer uroen i især de regionale amerikanske banker fortsat. På den anden side er servicesektoren fortsat godt kørende, og flertallet af de amerikanske virksomheder har i den igangværende regnskabssæson levet op til eller slået forventningerne. Vi oplever også stadig vækst i Kina og Europa. Så lige nu er den globale økonomis tilstand historien om det halvtomme eller halvfyldte glas,” siger Tine Choi Danielsen.
Dårlige nyt er godt nyt og omvendt
Med til at øge forvirringen er desuden, at de gode og dårlige nyheder er svære at skille ad.
”Normalt er vækstopbremsning og stigende arbejdsløshed en negativ ting, men formålet med rentestigningerne har jo netop være at få økonomien til at køle ned, da det er det eneste middel til at bekæmpe en fortsat høj inflation. På den måde er dårlige nyheder blevet til gode nyheder og omvendt. Sådan var det ikke for blot få år siden, hvor inflationen nærmest blev betragtet som en historisk kuriositet, og problemet snarere var at få den op på de ønskede 2 procent," siger Tine Choi Danielsen.
Afkast fortsat positivt i 2023
Hun uddyber, at PFA i en usikker situation som nu med lav økonomisk sigtbarhed har valgt at køre med neutral investeringsrisiko, indtil de økonomiske lyssignaler bliver tydeligere.
"Vi følger situationen tæt og ligger med en neutral risiko, indtil vi mener, at vi har fået mere håndfaste økonomiske pejlemærker. Det er klart, at rentestoppet umiddelbart er positivt, da flere rentestigninger vil trække luft ud af væksten. Til gengæld er kerneinflationen i USA stadig for høj - over 5 procent - og fortsætter den ikke med at falde, så kan det blive en kattepine for Fed, som ikke kun skal bekæmpe inflationen, men også holde øje med bankuroen, som i høj grad blev udløst af den hast, hvormed rentestigerne er kommet," siger Tine Choi Danielsen.
Som følge af sin neutrale tilgang har PFA lige nu en lille overvægt i defensive aktier, der typisk klarer sig bedre i tider med økonomisk nedgang. Ligeledes har man fortsat en solid beholdning af inflationssikrede obligationer. Regionalt har man desuden en anelse mere fidus til Europa og Danmark end USA, da væksten i førnævnte fortsat er intakt. PFA's dispositioner har indtil nu bidraget positivt til kundernes afkast i 2023, som ligger på 4,2 pct. i PFA's anbefalede investeringsprofil.