Hop til indhold

Trumps toldtrusler mod Europa: PFA anbefaler at slå det lange lys til

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen

Præsident Trumps nye toldtrusler mod Europa i forbindelse med konflikten om Grønland er indledningsvist blevet modtaget negativt på aktiemarkederne. PFA's chefstrateg Tine Choi Danielsen opfordrer til at bevare roen og tænke langsigtet.

Donald Trump har truet med at indføre told på europæiske varer som led i den tilspidsede konflikt om Grønlands fremtid. Truslerne vækker minder om, hvad der skete sidst forår, hvor de omfattende toldudspil fra april 2025 – den såkaldte "Liberation Day" – sendte aktierne i midlertidigt frit fald.

Afventer EU's reaktion
Aktiemarkederne har reageret på Trumps udmeldinger med moderate fald i Europa, mens de amerikanske markeder på grund af bankhelligdag først åbner i morgen. Samtidig er situationen stadig uafklaret i forhold det europæiske modspil.

"Vi afventer ny information, ikke mindst EU's svar. Billedet kan se anderledes ud efter det svar. Det skal dog siges, at højere toldsatser vil påvirke væksten i Europa negativt," siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

I PFA er man opmærksom på udviklingen og følger situationen nøje. Faktisk traf PFA allerede sidste år en række tiltag for at beskytte kundernes pensionsopsparing.

"Vi solgte ud af amerikanske statsobligationer og øgede vores valutaafdækning sidste år, fordi vi var bekymrede for USA's enegang på handelspolitikken og Trump-administrationens gentagne udfordring af centralbankens uafhængighed. Vi følger naturligvis situationen meget tæt og er klar til at handle yderligere, hvis det bliver nødvendigt," forklarer Tine Choi Danielsen.

Hold fast i dine investeringsvalg
PFA's anbefaling til kunderne er klar: Hold roen og tænk langsigtet.

"Vi skal nok tage vare på investeringerne 'i maven' på investeringsprofilerne, og vi anbefaler kunderne at holde fast i deres profil og lade PFA om at styre aktierisikoen gennem den midlertidige turbulens, som kan komme i kølvandet på politisk uro," siger Tine Choi Danielsen.

Hun peger på, at investorerne i april 2025 fik en smagsprøve på, hvordan markeder kan falde hurtigt – men også komme sig igen på overraskende kort tid.

"Da Trump kom med sit store toldudspil i april, så vi markante fald. Men det viste sig at være en god idé at bevare roen og holde kursen. Markederne kom sig på kort tid, og de kunder, der holdt fast i deres investeringsstrategi, havde hurtigt igen genvundet det tabte terræn," pointerer Tine Choi Danielsen.

 Hun husker også på, at vi kommer fra nogle rigtig gode afkastår.

"Sidste år kunne PFA-kunder i middelrisiko glæde sig over afkast på op mod 12 procent, og over en treårig periode ligger afkastet på omkring 40 procent. Det er vigtigt at huske på, når man vurderer den aktuelle situation," siger Tine Choi Danielsen.