Afsluttede dialoger
Udvalgte afsluttede dialoger:
Dialog med Shell i olie- og gassektoren
Aktiv ejerskabsdialog er en fundamental del af arbejdet med at nedbringe CO2e-udledninger fra PFA’s investeringsportefølje. Selvom PFA mener, at frasalg ikke kan stå alene som langsigtet strategi til at opnå CO2e-reduktioner i realøkonomien, udelukker PFA ikke frasalg, hvis fx mulighederne for dialog vurderes
udtømte, og/eller risici forbundet med investeringen vurderes for høje.
I 2024 har vi valgt at frasælge vores investering i olie- og gasselskabet Royal Dutch Shell (Shell). PFA har haft en konstruktiv direkte dialog med Shell, siden vi i 2019-20 valgte at frasælge vores børsnoterede investeringer i en række olie- og gasproducenter og koncentrere aktieeksponeringen til to selskaber, Shell og TotalEnergies. Dette gjorde vi for at øge mulighederne for at udøve indflydelse som investor samtidig med, at vi fokuserede på selskaber, som var mest seriøse i deres arbejde med transition. I 2024 har PFA haft løbende dialog med Shell, og i begyndelsen af året deltog vi fysisk i selskabets bæredygtighedsstrategidag. PFA har over for selskabet (bl.a. ved fysisk deltagelse på selskabets generalforsamling i 2023) italesat behovet for tydelighed om Shell’s fremtidige CapEx til lavemissions-energiløsninger, og om hvilke tærskelværdier der anvendes for at sikre, at klimapåvirkningen begrænses ved ny udvinding af olie og gas. Vi havde forventet, at begge elementer ville fremgå mere tydeligt af selskabets opdaterede transitionsstrategi i første halvår 2024. På den baggrund har PFA i 2024 valgt at frasælge Shell.
Dialog om skattepraksis med medicinal- og teknologiselskaber
PFA tager afstand fra aggressiv skatteplanlægning og søger at forbedre skattepraksis blandt medicinal- og teknologiselskaber gennem det tematiske engagement-program Taxation '2.0' i samarbejde med PFA’s eksterne rådgiver og ligesindede investorer. Programmets formål er at forbedre udvalgte medicinal- og teknologiselskabers transparens bl.a. om praksis ift. skatteunddragelse, effektive skatteprocent og intern governance. Ved udgangen af 2022 havde selskaberne SAP, Biogen og eBay rykket sig mest iht. programmets formål med øget offentlig information. Skatteområdet har fået øget fokus internationalt - både med OECD’s aftale om 15% minimumsbeskatning for multinationale selskaber og EU’s direktiv om implementering af country-by-country skatterapportering. I 2023 har programmet fokuseret særligt på selskabernes lobbyaktivitet om lovforslag i Australien (country-by-country reporting). Programmet blev afsluttet i 2024 og har resulteret i forbedringer af selskabernes transparens og politikker vedr. skat (intern governance). Herunder har nogle indført skattepolitikker for første gang.
Dialog om politik indenfor menneskerettigheder
PFA har haft dialog med og/eller sendt investorbreve til Blackstone, Hiscox, Charles Schwab og Great-West Lifeco om etablering af en eksplicit politik for menneskerettigheder på baggrund af en screening af investeringernes potentielle negative bæredygtighedsindvirkninger i 2023. To af selskaberne (Hiscox og Charles Schwab) har nu etableret politikker for overholdelse af menneskerettigheder.
Dialog om håndtering af vandforsyning
Vandkrisen er en global udfordring, der kræver lokale løsninger. Den stigende knaphed af ferskvandsressourcer er en økonomisk, social og miljømæssig samfundsrisiko verden over og en væsentlig problematik for selskaber. PFA søger derfor at forbedre håndtering og beskyttelse af vandforsyning blandt 18 selskaber gennem det tematiske engagement-program Localized Water Management i samarbejde med PFA’s eksterne rådgiver og ligesindede investorer. Programmet blev påbegyndt i 2020 med fokus på selskaber med operationer ved floden Tietê i Brasilien samt floden Vaal i Sydafrika. Programmet blev afsluttet i første kvartal 2023 og har resulteret i forbedringer af selskabernes vandhåndtering, herunder: vandforbrug og reduktionsmålsætninger herfor samt implementering af klimascenarieanalyser.
Dialog med Bunge om afskovning
PFA gik i foråret 2022 i dialog med Bunge om risikoen for afskovning forbundet med selskabets sourcing af palmeolie og soja i Brasilien. Efter uddybende svar fra selskabet om deres praksisser for at mitigere afskovningsrisici forbundet med deres forretning - herunder tracking og monitorering af leverandører samt forpligtelse til afskovningsfrie leverandørkæder inden 2025 - er den PFA-drevne dialog for nuværende afsluttet uden yderligere handling. PFA vil dog følge Bunges udvikling løbende i samarbejde med vores eksterne rådgiver, der fortsætter dialogen med selskabet.
Dialog med Johnson & Johnson om produktsikkerhed
PFA er i samarbejde med vores eksterne rådgiver i dialog med selskabet Johnson & Johnson (J&J) om sager relateret til produktsikkerhed. I juli 2018 deltog PFA i et webinar afholdt af J&J, hvor virksomhedens compliance og kvalitetssikring blev uddybet. Derudover blev der præsenteret en ny fælles sikkerhedsstandard på tværs af koncernen. I november 2019 deltog PFA i et telefonmøde med J&J, hvor PFA fik indsigt i selskabets standpunkter ift. igangværende sagsanlæg angående talkumpulver, opioider og Risperdal. I april-maj 2020 har der været dialog om COVID-19, hvor PFA bl.a. forespurgte, hvordan J&J håndhævede sine stringente R&D-protokoller på trods af den hastighed, som en COVID-19 vaccine udvikles med. Mens selskabet søger endelige afgørelser på diverse søgsmål relateret til sagerne om produktsikkerhed, betragtes dialogen som afsluttet for nuværende. Vi ønsker, at selskabet i højere grad indarbejder sine erfaringer i sikkerhedsprotokoller og kontrolprocedurer, så de fremadrettet kan nedbringe risikoen for, at sager om produktsikkerhed opstår. På den måde kan selskabet reducere risikoen for, at forbrugere kommer til skade eller bliver syge, ligesom de kan minimere risikoen for nye søgsmål. Samtidig anbefales det, at selskabet udvikler retningslinjer for øget transparens om produktrelaterede data, så de kan sikre, at eventuelle observationspunkter om deres produkter kommunikeres til deres forbrugere tidligst muligt.
Dialog om TCFD-rapportering med Carrefour og Ahold Delhaize
PFA har siden 2021 - i samarbejde med en ekstern rådgiver og resten af investorerne i Nordic Engagement Cooperation (NEC) - været i dialog om TCFD-integration med Carrefour og Ahold Delhaize, der er blandt verdens største detailvirksomheder. TCFD, der står for ”Taskforce on Climate-related Financial Disclosures”, er et internationalt anerkendt rammeværktøj for integration og rapportering af klimarelaterede risici. PFA ønsker, at de selskaber, vi investerer i, følger anbefalingerne, idet manglende håndtering af klimarelaterede risici kan have negativ påvirkning på selskaber og dermed de værdipapirer, de udsteder. Dialogen med de to selskaber er nu afsluttet som følge af forbedringer i begge selskabers integration af anbefalingerne fra TCFD. Dertil har begge selskaber sat videnskabsbaserede reduktionsmål verificeret af Science-based Targets initiative (SBTi).
Dialog og investorbreve om tilslutning til Science-based Targets initiative samt håndtering af GHG-reduktioner på tværs af værdikæden blandt aktieselskaber, som indgår i PFA Klima Plus
PFA har i løbet af 2022 sendt breve til og/eller er gået i dialog med selskaber i PFA Klima Plus' aktieportefølje, som endnu ikke har tilsluttet sig Science Based Targets initiative (SBTi). SBTi er blandt de mest anerkendte initiativer til videnskabelig verificering af selskabers reduktionsmålsætninger, hvorfor tilslutning hertil er vigtig for PFA’s arbejde med at reducere CO2-aftrykket fra vores investeringsportefølje. Derudover har PFA kontaktet de selskaber i PFA Klima Plus' aktieportefølje, som allerede har fået verificeret deres reduktionsmålsætninger af SBTi, med henblik på at adressere reduktion af GHG-udledninger (greenhouse gasses) på tværs af værdikæden. Ligesom et selskabs forretningsmæssige aktiviteter er tæt forbundet med deres leverandører og kunder, afhænger selskabernes GHG-reduktioner ligeledes af værdikæden. Derfor er det vigtigt for PFA, at selskaberne går helhedsorienteret til deres reduktionsplaner. Samlet set kontaktede PFA 40 selskaber, herunder via investorbreve til 21 selskaber og dialoger med 19 selskaber.
Tematisk dialog med ledende kakao- og chokoladeselskaber for at adressere børnearbejde
Det tematiske engagement-program Child Labour in Cocoa, der har omfattet dialog med syv ledende kakao- og chokoladeselskaber i samarbejde med PFA’s eksterne rådgiver og ligesindede investorer, blev afsluttet i sommeren 2022. Programmet har haft til formål at adressere børnearbejde i kakaoindustrien – et systemisk problem, der især er udbredt i Elfenbenskysten og Ghana. Som en del af programmet har PFA og ligesindede investorer skubbet på for at forbedre kontroller i værdikæden gennem Child Labour Monitoring and Remediation Systems (CLMRS). Til trods for at børnearbejde globalt set er stigende efter Coronakrisen, har seks ud af de syv selskaber nu implementeret CLMRS-systemer, der dækker over 50 pct. af deres leverandørkæder.
Dialog med Danske Bank om ulovlige overførsler i bankens østeuropæiske filialer
Danske Bank har i perioden 2007-2015 gennemført ulovlige overførsler for kunder i bankens østeuropæiske filialer. Som sagen har udviklet sig, har PFA løbende spurgt ind til Danske Banks arbejde med at gennemgå tidligere risikofyldte overførsler og ressourceallokeringen til bankens anti-money laundering-processer. PFA har en klar forventning om, at banken vil fortsætte indsatsen for at skabe transparens om disse forhold. PFA anerkender, at banken har været igennem en transformation, og vi vil gerne fortsat være med til at rykke Danske Bank i den rigtige retning. Derfor har PFA støttet op om etableringen af en ny bestyrelse i Danske Bank, som kan skabe fokus på forretningen og på de vigtige relationer til investorer, kunder og samfundet. Danske Bank har i december 2022 accepteret at betale en milliardbøde til de amerikanske og danske myndigheder for hvidvaskskandalen. Vi følger fortsat sagen, men ser dialogen som afsluttet.
Dialog med TotalEnergies om aktiviteter i Rusland
PFA tager stor afstand fra den helt uacceptable russiske aggression og krigsførelse i Ukraine og forventer, at de selskaber, vi har investeret i, overholder EU’s sanktioner mod Rusland og Bellarus. PFA har været i kritisk dialog med TotalEnergies, siden det i marts 2022 er kommet frem, at de har aktiviteter i Rusland via en række minoritetsposter i ikke-statsejede russiske olie/gasselskaber samt køb af olie/gas til primært det europæiske marked.
Historik for dialogen og PFA’s vurderinger:
-Marts 2022: Selskabet har nu fremlagt en plan for hurtigst muligt og senest ved udgangen af 2022 at stoppe med at købe olie fra Rusland og gradvist suspendere sine russiske aktiviteter. Meddelelsen om at stoppe med køb af olie senest ved udgangen af 2022 kom i uge 12 2022.
- December 2022: Selskabet har stoppet køb af russisk olie og gradvist suspenderet sine russiske aktiviteter. TotalEnergies har fjernet selskabets to repræsentanter i bestyrelsen af Novatek, som er Ruslands største private gaseksportør. TotalEnergies har nedskrevet værdien af selskabets 19,4% minoritetspost i Novatek, men har ikke mulighed for at sælge sin ejerandel, fordi en af Novateks største aktionærer fremgår af vestlige sanktionslister.
Dialog med Freeport McMoRan om miljømæssige problematikker ved selskabets minedrift
PFA er gået i dialog med Freeport for at få et indblik i selskabets praksis ift. de miljømæssige problematikker ved dets minedrift. Det gælder blandt andet brugen af River Tailings Disposal i Indonesien og samt problemer med vandforbrug i Chile. Med dialogen ønsker PFA at sikre, at selskabet gør en tilfredsstillende indsats for at beskytte omgivelser og miljø.
Dialog med TotalEnergies om aktiviteter i Myanmar
PFA gik i kritisk dialog med TotalEnergies grundet deres aktiviteter i Myanmar, efter militærjuntaen afsatte landets leder Aung San Suu Kyi og den demokratisk valgte regering ved et militærkup i februar 2021. PFA tager afstand fra militærjuntaen og betragter situationen i Myanmar som alvorlig, hvorfor vi ønskede at afdække begrundelsen for og omfanget af TotalEnergies fortsatte tilstedeværelse. Herunder om relationen til Myanmar Oil & Gas Enterprise (MOGE) og TotalEnergies’ håndtering af risikoen for, at selskabet kunne understøtte militærjuntaen via forretningsaktiviteter i landet.
Dialogen forløb som følger:
- I perioden fra maj til december 2021 havde PFA flere møder og anden korrespondance med TotalEnergies, hvor vi spurgte ind til deres vurdering og håndtering af den aktuelle situation i Myanmar. PFA gjorde sine bekymringer gældende og afkrævede en række svar. TotalEnergies anerkendte, at de stod i en udfordrende situation, som de ville forsøge at løse ved at lægge pres på styret.
- Samtidig konsulterede PFA en NGO med ekspertviden om konflikten og de forholdsregler, som TotalEnergies havde taget for at vurdere selskabets handlinger. På baggrund af informationerne var PFA enige i, at TotalEnergies forholdsregler var fornuftige på kort sigt, samtidig med at udsigten til et længevarende militærstyre ville udfordre selskabets tilstedeværelse.
- I februar 2022 – et år efter militærstyrets overtagelse af magten - sendte TotalEnergies øverste ledelse et brev til PFA, hvoraf det fremgik, at selskabet trækker sig ud af sine aktiviteter i Myanmar grundet den uholdbare konklift og omverdenens (herunder PFA’s) forventninger. TotalEnergies solgte sin ejerandel af aktiviteterne til øvrige joint-venture selskaber, og TotalEnergies overdrog over det næste halvår deres operationelle aktiviteter i en struktureret proces under hensyn til de lokale medarbejdere.
- På den baggrund betragter PFA dialogen med selskabet om aktiviteterne i Myanmar som afsluttet. PFA har fortsat dialog med TotalEnergies vedrørende selskabets grønne omstilling, som vi følger tæt.
Dialog med Rio Tinto om krænkelser af oprindelige folks rettigheder
I løbet af årene har Rio Tinto haft flere sager om krænkelser af det oprindelige folks rettigheder. I 2020 blev selskabet involveret i endnu en sag, da selskabet i forbindelse med udvidelse af en jernmalmsmine ødelagde to hellige sites for aboriginere i Australien. Sagen har ført til, at tre medlemmer af Rio Tinto´s ledelse, heriblandt selskabets adm. direktør, er blevet afskediget. Formålet med dialogen er at få selskabet til at kompensere den berørte befolkningsgruppe. Derudover skal Rio Tinto sikre, at deres team for samfundsrelationer er fuldt integreret i deres operationer, så det sikres, at alle operationelle beslutninger tages i forenelighed med lokalsamfund, så lignende hændelser ikke sker i fremtiden.
Dialog med Macquarie om snyd med udbytteskat
PFA har siden 2018 været i dialog med Macquarie efter deres snyd med udbytte skat blev offentliggjort. PFA fortsætter den kritiske dialog med Macquarie om udbytteskatte-sagen, og har besluttet ikke at indgå i nye samarbejder med Macquarie, før vi er kommet til bunds i de præcise fakta i sagen, og udfaldet af dette vil bl.a. blive afgørende for, om vi kommer til at lave nye forretninger med dem. PFA afventer bl.a. udfaldet af en igangværende retssag i Tyskland mod Macquarie, før beslutningen genovervejes. Et standpunkt PFA deler med både ATP og PKA.
Dialog med Samsung Electronics om korruptionsanklager
PFA’s eksterne forvalter, der har investeret i selskabet, har været i kontakt med selskabets ledelse for at adressere den manglende transparens og anklagerne om korruption. Samsung Electronics har igangsat tiltag for at forbedre deres governance, og PFA vil sammen med den eksterne forvalter følge sagen.
Udvalgte afsluttede initiativer:
Investorbreve til amerikanske banker om finansiering af fossile brændstoffer
PFA har som opfølgende handling efter stemmeafgivelse ved seks amerikanske bankers generalforsamlinger i foråret 2022 sendt breve med vores hovedbudskaber til de pågældende banker (JP Morgan, Morgan Stanley, Goldman Sachs Group, Wells Fargo & CO, Bank of America samt Citigroup) om deres politikker for finansiering af fossile brændstoffer. PFA stemte ikke for aktionærforslagene om bankernes politikker for fossil finansiering, fordi disse dikterede stop med al finansiering af olie/gas sektoren inden for indeværende år. Et pludseligt stop ville være uhensigtsmæssigt for forsyningssikkerheden, afhængighed af russisk olie og gas samt for banken, hvori pensionsmidlerne er investeret. Mens vi ikke ønsker at pålægge selskabers ledelse meget restriktive rammer gennem aktionærforslag, ser vi investorbreve som en god mulighed for at give vores mening til kende om selskabers retning.
Frasalg af Anta Sports på grund af menneskerettigheder
Anta Sports trak sig fra Better Cotton Initiative (BCI) for at fortsætte med at købe bomuld fra Xinjiang i Kina på trods af udbredt bekymring om brud på menneskerettigheder. PFA kontaktede på den baggrund selskabet og spurgte direkte til disse krænkelser. Som konsekvens af manglende respons og de høje bæredygtighedsrisici forbundet med selskabet frasolgte PFA investeringen i selskabet i 2022.