Eksklusion af selskaber og lande

PFA's tilgang til eksklusion af selskaber

PFA’s investeringer skal sikre økonomisk tryghed for vores kunder. Derfor ønsker PFA som udgangspunkt ikke at begrænse sit investeringsunivers ved eksklusioner. PFA forsøger via aktivt ejerskab at påvirke de selskaber, som vi vurderer, bør ændre adfærd, fordi de agerer i strid med vores Politik for ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab eller andre af PFA’s politikker. 

Såfremt PFA ikke mener, at der grundlag for en aktiv ejerskabsdialog, kan koncerndirektionen vælge at ekskludere et selskab. På samme måde kan de vælge at ekskludere et selskab, hvis dets adfærd strider fundamentalt med PFA’s værdigrundlag. 

Endelig ekskluderer PFA selskaber i henhold til nedenstående kriterier relateret til klima, våben og internationale normer. Selskaber, som bryder med kriterierne, er ikke en del af vores investeringsunivers. 

 
 

Klima

PFA ekskluderer selskaber, der bryder med tærskelværdier for klimarelaterede højrisikoaktiviteter. De kvantitative grænser er udtryk for, at der i udgangspunktet ikke er en rigtig balance mellem risikojusteret afkast og klimarisiko. 

  • Selskaber hvis omsætning fra udvinding af olie fra tjæresand eller termisk kul overstiger 5% af selskabets samlede omsætning* 
  • Selskaber med mere end 5% omsætning fra kulbaseret energiproduktion*
  • Selskaber med ekspansion indenfor kuludvinding eller kulkraft*
  • For virksomhedsobligationer ekskluderes selskaber, som er olie-, gas- og kulproducenter målt efter Bloomberg Fixed Income Classification System (BCLASS) – Energy.

I tillæg har PFA ekskluderet alle olie- og gasproducenter** med undtagelse af TotalEnergies. PFA er co-lead i dialogen med TotalEnergies gennem investorinitiativet Climate Action 100+ og arbejder derigennem vedholdende for, at selskabet bevæger sig i en grønnere retning.

*Brud med disse tærskelværdier for klimarelaterede højrisikoaktiviteter bortses, hvis investeringsproduktet er en grøn obligation.
**Olie- og gasproducenter ekskluderes målt efter Bloomberg Fixed Income Classification System (BCLASS) sektoren Energy for virksomhedsobligationer og MSCI's Global Industry Classification Standard (GICS) industrinavnet Oil, Gas & Consumable Fuels for aktier. 

Våben

Med afsæt i internationale konventioner og retningslinjer ønsker PFA derudover ikke at investere i selskaber, der producerer kontroversielle våben som klyngevåben, anti-personelle landminer. PFA ekskluderer systematisk selskaber, der baseret på eksterne data leverer dedikerede komponenter til kontroversielle våben og opfylder kriterier for involvering i produktionen af kontroversielle våben gennem egen drift eller ejerskab.  

Internationale normer

En regelbaseret verden skaber de bedste forudsætninger for økonomisk vækst og velstand. Derfor investerer vi ikke i virksomheder, der overtræder internationale normer og retningslinjer, der danner grundlag for PFA’s politik for ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab. Normbrud identificeres ved brug af data fra eksterne udbydere. 

Hvis der efter investeringstidspunktet sker overtrædelser eller der opstår mistanke herom, afdækker vi bruddets omfang, alvorlighedsgrad og frekvens og indleder en aktiv ejerskabsindsats for at sikre, at overtrædelsen bringes til ophør. Hvis PFA vurderer, at selskabet ikke forbedrer sin adfærd tilstrækkeligt og rettidigt, vil aktiv ejerskabsindsatsen blive eskaleret f.eks. ved, at PFA stemmer imod hele eller dele af selskabets ledelse på selskabets generalforsamling. Såfremt PFA ikke mener, at der er et ansvarligt forhold mellem det aktuelle risikojusterede afkast og bæredygtighedsrisikoen, vil selskabet blive ekskluderet. En sådan beslutning beror på en konkret vurdering og skal godkendes af koncerndirektionen.


Eksklusionskriterierne ovenfor er baseret på kvantitative datapunkter, som er valgt af PFA og understøttet af uafhængige informationsleverandører. Kvaliteten af leverandørernes data er derfor af betydning for effektiviteten. 

Du kan læse mere om PFA’s tilgang til eksklusion af selskaber i PFA’s retningslinjer for bæredygtighedsrisici

Læs mere om yderligere eksklusionskriterier, der er gældende for PFA Klima Plus her

PFA’s tilgang til eksklusion af statsobligationer

PFA ekskluderer lande, der enten er underlagt internationale sanktioner, eller som PFA har vurderet som ikke-investeringsegnede. Herudover kan PFA i sin forvaltning fravælge landes statsobligationer ud fra bæredygtighedsrisici, såsom lavt udviklet demokrati eller sårbarhed overfor korruption.

PFA tager udgangspunkt i den udenrigspolitiske linje, som Danmark og EU sætter. Derudover screener PFA løbende statsobligationer ud fra EU’s Principal Adverse Impacts (PAI)-indikatorer for at vurdere og følge udviklingen indenfor bæredygtighedsfaktorer. De obligatoriske PAI-indikatorer, som er relevante for statsobligationer, indbefatter fx hensyn til landes drivhusgasintensitet, og om de overholder sociale rettigheder og lovgivningsmæssigt lever op til internationale traktater, konventioner samt FN-principper.

Hvis et ekskluderet land på ny skal inkluderes som investeringsegnet, forudsætter det som minimum, at de kritisable forhold, som PFA har identificeret, er væsentlig forbedret, og at det kan dokumenteres.

Læs mere om vores tilgang til arbejdet med ansvarlige investeringer