I vores undersøgelse identificerede vi tre elementer, som danner fundamentet for medarbejdernes tilhørsforhold: Medarbejderrelationer, medarbejdergoder samt meningsfuldhed og formål.
- 71 procent af HR-ansvarlige og 49 procent af ledere udtrykker, at det er en udfordring at finde løsninger på området
- 86 procent af ledere og HR-ansvarlige tillægger medarbejdernes tilhørsforhold en høj grad af betydning i forhold til deres sundhed og trivsel på arbejdspladsen
- Tilhørsforhold afhænger af virksomhedskulturen og opleves forskelligt på tværs af generationer.
Hvad mener vi med tilhørsforhold?
Tilhørsforhold dækker over den enkeltes oplevelse af mening i sit arbejde og i relationen til sine kolleger. Det er oplevelsen af at føle sig værdsat, godt tilpas og gøre en forskel i sit arbejde. Tilhørsforholdet kan opstå i samspil med kolleger, men også gennem egne arbejdsopgaver og i samspil med virksomhedens formål.
Vores undersøgelse viste, at tilhørsforhold kan være svært at forstå og gå til, og at der bliver brugt mange forskellige begreber for at beskrive tilhørsforhold, fx purpose og kultur. Den konkrete betydning og tilgang er uklar mange steder, og derfor er der behov for at synliggøre, hvordan man kan arbejde med og forbedre medarbejdernes tilhørsforhold.
Sådan styrker I tilhørsforholdet
I vores undersøgelse vurderer HR-ansvarlige, ledere og medarbejdere, at særligt tre elementer er væsentlige for et stærkt tilhørsforhold til arbejdspladsen. Disse dækker over, hvorvidt medarbejderne oplever et større formål med arbejdet, og om medarbejderne føler sig værdsat af virksomheden og fællesskabet:
- Medarbejderrelationer: Oplevelse af kollegaskab
- Medarbejdergoder: Sociale arrangementer, massageordning mv.
- Meningsfuldhed og formål: For den enkelte og på tværs af virksomheden.
Den yngre generation stiller øgede krav til tilhørsforholdet
I dag skal vi favne fem generationer på arbejdsmarkedet, og på tværs af generationerne er relationer, meningsfuldhed og formål vigtigt. Dog er det værd at vide, at især de yngre medarbejdere, typisk kendetegnet som generation Z (årgang 1991-2005), ser det som helt naturligt og nødvendigt at have en tæt relation til nærmeste leder. Generation Z har behov for autencitet og ligeværdighed i deres relationer, og de søger aktivt efter karrieremuligheder, der giver mening for dem. Her er fællesskaber ofte vigtigere end klassiske medarbejdergoder som kantineordning og fitnessabonnement. Behovet for et stærkt tilhørsforhold er afgørende for at bevare motivationen hos de yngre generationer, og undersøgelser viser, at de hurtigt søger videre, hvis deres behov ikke bliver opfyldt, eller de føler sig utilstrækkelige*.
*Kilde: Væksthus for ledelse