Vores undersøgelse viste, at der specielt er tre scenarier, hvor rolleklarhed har stor indflydelse på performance og tilknytning:
1. De første 6-12 måneder af et ansættelsesforhold
Når en ny medarbejder starter i et job, vil rolleklarhed og afstemning med kolleger være af afgørende betydning for, om medarbejderen integreres i arbejdskulturen og kan agere på sit mandat. Hvis der tages godt hånd om dette, og der bruges den nødvendige tid på at afdække antagelser i teamet, både de bevidste og de skjulte, så vil det betyde, at medarbejderen opnår hurtig succes i jobbet og dermed nemmere finder sin plads i teamet og arbejdskulturen.
2. Når jobkrav eller organisationsdiagrammet ændrer sig, skal rolleklarhed afdækkes på ny
Når I som virksomhed udvikles, vil medarbejdernes leverancer og jobkrav også udvikle sig. Det betyder, at den formelle rollebeskrivelse måske bør opdateres, og at det kan være nødvendigt at afdække med kolleger, hvilken indflydelse og betydning denne udvikling har. Vores undersøgelse viste, at mange føler, at der ikke er tid til disse processer, når der er fokus på den daglige drift. Vores undersøgelse viste ligeledes, at når der sker organisatoriske ændringer, som fx ny daglig leder, så bliver afklaringen omkring rolleklarhed og kolleger ofte glemt i fokusset på at komme hurtigt fra start med drift under den nye ledelse. I kan derfor med fordel inkludere rolleklarhed som en del af on-boarding ved alle organisationsændringer, også selvom ændringen er af intern karakter (fx eksisterende medarbejder forfremmes).
3. Når den formelle rollebeskrivelse ikke matcher det daglige arbejde
Vores undersøgelse viste, at de største trivselsudfordringer for rolleklarhed forekommer, når den formelle rollebeskrivelse ikke matcher det daglige arbejde. Det skaber usikkerhed for både medarbejder og kolleger, da forventningerne ikke matcher realiteterne.